Mike Pence modsiger Trump om Rusland og Grønland

Pence kritiserer en række af den nye regerings politikker. Han frygter blandt andet, at Putin vil blive opmuntret til at invadere andre lande.

USA's tidligere vicepræsident Mike Pence retter nu kritik af sin tidligere chef, Donald Trump.

Det sker i et interview med tv-kanalen CNN.

Jeg tror, at vi kan adressere vores sikkerhedsbehov i Grønland på andre måder

Mike Pence, tidligere vicepræsident i USA

Pence var under Trumps første præsidentperiode fra 2017 til 2021 landets næstkommanderende, men han er denne gang erstattet af J.D. Vance.

I interviewet giver han udtryk for, at USA under den nye Trump-administration bevæger sig i en forkert retning på en række områder, og han modsiger blandt andet Trumps toldpolitik og tilgang til Rusland.

Derudover går den tidligere vicepræsident også i rette med Trumps ønske om at få Grønland.

Her er en række nedslag i de mest opsigtsvækkende udtalelser.

Overtagelse er unødvendig

Donald Trump har gentagne gange talt om, at USA er nødt til at overtage kontrollen over Grønland "af hensyn til national og international sikkerhed".

Præsidenten har endda ikke villet afvise at bruge militær magt – om end det er "højst usandsynligt", som han udtrykte det i et interview med NBC News søndag.

Da Pence i interviewet med CNN bliver spurgt om sit syn på situationen, bekræfter han, at Grønland er "enormt vigtig" for USA og landets nationale sikkerhed.

- Men det faktum, at vi allerede har to militærbaser der og muligheden for at forhandle om yderligere, er mere end rigeligt for os for til at opfylde det behov, siger Pence ifølge The Washington Post.

Danske eksperter og politikere har den seneste tid brugt samme argument med henvisning til forsvarsaftalen mellem USA og Danmark, som allerede giver amerikansk militær lov til frit at bevæge sig til lands, til vands og i luften omkring Grønland.

På spørgsmålet om, hvorvidt USA kan blive nødt til at bruge militær magt for at overtage Grønland, svarer Mike Pence med et grin:

- Jeg tror, at vi kan adressere vores sikkerhedsbehov i Grønland på andre måder.

Forkert Putin-tilgang

Den tidligere vicepræsident går også i rette med Trump på spørgsmålet om Rusland og den russiske præsident, Vladimir Putin.

Trump ønsker en hurtig fredsaftale mellem Rusland og Ukraine, og i sidste uge udtalte Trump, at han tror på, at Putin ønsker fred.

- Hvis de seneste tre år har lært os noget som helst, er det, at Vladimir Putin ikke ønsker fred; han ønsker Ukraine, siger Pence til CNN.

- Og det faktum, at vi i nu snart to måneder har forfulgt en våbenhvileaftale, som Ukraine har accepteret, mens Rusland fortsat udskyder og kommer med undskyldninger, bekræfter netop dette, tilføjer han.

Mike Pence udtrykker i interviewet skuffelse over den amerikanske regerings håndtering af den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyjs besøg i Det Hvide hus samt af USA's usikre støtte til Ukraine.

Ifølge Pence forstår Putin sig kun på hård magt, og derfor er USA nødt til at fortsætte med at lede den frie verden og støtte ukrainernes kamp mod den russiske besættelsesmagt, mener han.

- Den vaklende støtte, som regeringen har vist i løbet af de seneste måneder, har efter min mening kun gjort Rusland mere selvsikker, siger Pence.

Den tidligere vicepræsident frygter, at russisk succes i Ukraine vil føre til, at Rusland invaderer et NATO-land som det næste – hvilket kan udløse forsvarsalliancens musketéred.

- For mig handler det her ikke kun om Ukraine. Jeg tror virkelig, at hvis Vladimir Putin overtager Ukraine, er det kun et spørgsmål om tid, før at han krydser en grænse, hvor vores mænd og kvinder i uniform bliver nødt til at kæmpe mod ham, siger Pence.

Toldkrig vil ramme USA

Mike Pence mener, at den første Trump-administration havde en succesfuld tilgang til handelspolitikken, hvor der blandt andet blev forhandlet nye handelsaftaler med nabolandene Canada og Mexico og lagt målrettede toldsatser mod Kina.

Jeg tror, at det amerikanske folk kommer til at mærke konsekvenserne af dette

Mike Pence, tidligere vicepræsident i USA

Men han mener, at Trump denne gang går den forkerte vej.

- Jeg er bekymret for, at præsidentens ønske om bredt baserede toldsatser – både mod venner og fjender – i sidste ende betyder, at regeringen fører en politik, der ikke er målrettet de lande, som har misbrugt vores handelsforhold, men snarere udgør en ny industripolitik, som vil føre til inflation, skade forbrugerne og i sidste ende skade den amerikanske økonomi, siger han til CNN.

Pence erkender, at han og Trump grundlæggende har forskellige syn på emnet, men at han personligt går ind for "fri handel med frie nationer".

Trump annoncerede i begyndelsen af april nye toldsatser mod næsten alle verdens lande, men valgte senere at sætte de forhøjede satser på pause i 90 dage. En flad toldsats på 10 procent er dog fortsat gældende.

Ifølge Pence risikerer befolkningen i USA at opleve et prischok og potentiel varemangel, når pausen udløber.

- Jeg tror, at det amerikanske folk kommer til at mærke konsekvenserne af dette. Jeg tror, at de vil kræve en anden tilgang, siger han.

Skuffet over benådninger

Dagen inden CNN-interviewet havde Mike Pence fået overrakt JFK Courage Award, der hvert år uddeles til en embedsmand, der har "truffet en modig beslutning i samvittighedens navn uden hensyn til personlige eller professionelle konsekvenser".

Pence modtog prisen for at nægte at støtte Trumps påstande om, at præsidentvalget i 2020 blev stjålet, og for at trodse Trump ved at nægte at forkaste valgmandsstemmerne til Joe Biden under godkendelsesprocessen 6. januar 2021, da kongresbygningen blev stormet.

Trump-tilhængere råbte "hæng Mike Pence", og vicepræsidenten måtte sammen med sin kone og datter flygte væk omgivet af sikkerhedsfolk.

Under anden dag af rigsretssagen mod Donald Trump viste demokraterne en række videoklip fra stormen på Kongressen. Video: Maiken Kildegaard

Derfor kritiserer han også Trumps beslutning om at benåde mere end 1000 af de personer, der er blevet dømt for deres deltagelse i optøjerne.

- Jeg var dybt skuffet over at se præsident Trump benåde personer, der engagerede sig i vold mod retshåndhævende myndigheder den dag. Præsidenten har under forfatningen enhver ret til at give benådninger, men i det øjeblik mente jeg, at det sendte det forkerte budskab, siger Mike Pence.

Bekymret over Kennedy-valg

Den tidligere vicepræsident går også i rette med Trumps gentagne ønske om at gøre Canada til USA's 51. delstat, og han gentog sin kritik af Trumps udnævnelse af Robert F. Kennedy Jr. som sundhedsminister.

For den konservative Mike Pence handler det især om spørgsmålet om abort.

- Selve tanken om, at en republikansk præsident ville nominere en tilhænger af abortrettigheder til at lede sundhedsministeriet er simpelthen uacceptabelt for mig, siger han til CNN.

Men Pence kritiserer også Kennedys forhistorie med at skabe tvivl om sikkerheden og effektiviteten af vacciner, mens et stort mæslingeudbrud fortsætter med at vokse på tværs af flere delstater.

- Jeg er bekymret over, at vi har en sundhedsminister, der har en livslang karriere med at undergrave offentlighedens tillid til vacciner. Vi bør have det modsatte. Og jeg håber, at vi fortsat vil høre stemmer rundt omkring i landet, der taler ind i dette øjeblik for vores børns og vores børnebørns skyld, siger han.

Mellem al kritikken er der ifølge Mike Pence også enkelte lyspunkter i den nye Trump-administration. Blandt andet lovpriser han ifølge CNN Trumps indvandringspolitik.

Trump er blevet kritiseret og udfordret af domstole, fordi påståede kriminelle er blevet udvist uden at være sat for en dommer, men Pence udtrykker tillid til, at Trump-administrationen vil overholde reglerne om retten til en fair rettergang.

Ifølge Pence er Trumps genvalg således et bevis for, at "det amerikanske folk ønskede at vende tilbage til politikkerne fra vores administration".