Unik video fra udrykning viser, hvad du aldrig må gøre, når du ser en ambulance

Ambulancereddere peger på flere uheldige ting, der går igen hos bilister, når de ser en udrykning.

Udarbejdet af TV 2 Fyn

En bilist klodser bremserne og river bilen ud i rabatten. En anden trækker ind over cykelstien. En tredje kører frem for rødt.

Helt ekstraordinært har TV 2 Fyn fået lov til at sætte et kamera op i en fynsk ambulance for at se, hvordan bilister reagerer, når blå blink pludselig bliver synlige i sidespejlet.

Optagelserne viser, at det ind imellem er svært for bilister at vide, hvordan de skal forholde sig, når den skingre lyd af sirener bryder igennem trafikken.

- Jeg kan godt forstå, det er svært, siger områdeleder i Ambulance Syd Michael Kristensen.

Og han har endda været ambulanceredder i 25 år.

Efter at have set optagelserne ved Michael Kristensen og kørerlærer Mohamad Saada dog, hvad man i hvert fald ikke skal gøre.

Op på cykelstien

I udgangspunkt ophører de fleste færdselsregler, når man skal give plads til ambulancer, politibiler og brandbiler.

Dog må man ikke sætte farten op, og man må ikke være til fare for andre, mens man giver plads til udrykningen.

- Vi ville mange gange ønske, at folk er lidt bedre til at orientere sig i spejlene. Vi kan godt se på folks kørsel, at de nogle gange har deres tanker andre steder, fortæller Michael Kristensen.

En bilist på Frederiksgade bruger sine spejle og opdager ambulancen, der kommer kørende bagfra. For at lade ambulancen komme forbi, kører bilist op på cykelstien.

- Vi forventer ikke, at folk tager cykelstier eller fortove i brug. Man skal heller ikke ramme en cykel i gerningen, men mange gange er det en hjælp, hvis man lige tager halvdelen af cykelstien i brug. Vi kræver ikke så meget plads, så man skal ikke gøre noget i panik, fortæller Michael Kristensen.

Det samme lærer Mohamad Saada sine køreskoleelever.

- I færdselsloven står der, at du skal holde vejen åben. Så er det i princippet lige meget, hvordan du gør det, bare du reagerer. Jeg synes, det er i orden, at han holder med højre hjulpar på cykelstien. Der kommer ingen cyklister, så han er ikke ude i en farlig situation, siger kørelæreren.

Video: TV 2 Fyn

Af juridiske årsager har vi efter aftale med Region Syddanmark fjernet reallyden fra alle optagelser og i stedet indsat lyden af et andet udrykningskøretøj.

Frem for rødt

Længere fremme i trafikken kommer ambulancen frem til det store kryds ved Thomas B. Thriges Gade. For at gøre plads kører en lastbil frem for rødt.

- Det er et punkt, der forvirrer mange. Jeg bruger mange timer på vejen og har set rigtig mange bilister, der ikke vil trække over stoplinjen, fordi man tænker, det ikke er lovligt. Faktum er bare, at det skal du, hvis det letter udrykningskøretøjets videre færdsel. Inden skal du sikre dig, at du ikke er til fare, siger Mohamad Saada.

Heldigvis er ambulanceredderen og kørelæreren endnu engang enige.

- Vi ved godt, det ikke er fedt at køre over for rødt lys i sin egen bil, men vi forventer, at folk trækker ud i krydset, hvis det hele er stoppet til, siger Michael Kristensen.

Video: TV 2 Fyn

Og hvad gør jeg så, når jeg er kørt over for rødt og pludselig holder i krydset? Fortsætter jeg over, eller bakker jeg, når ambulancen er forbi?

Der er ikke noget entydigt svar til spørgsmålet. Ifølge Mohamad Saada afhænger det af den enkelte situation. Har du mulighed for at bakke, gør du det. Alternativt kører du forsigtigt ud af krydset.

Hug bremsen

Og så til det, du aldrig må gøre.

På Falen træder en bilist hårdt på bremsen og trækker bilen ind til siden. En situation, der potentiel kan være farlig.

- Man må aldrig hugge bremsen. Hvis du ser, der kommer en ambulance bagfra, og du kører 80 kilometer i timen, og der ikke er nogen forhindringer, så ambulancen bare kan overhale uden problemer, fortsætter du egentlig bare i det, du gør. Man kan tage farten lidt ned, men man skal ikke begynde at bremse hårdt op og holde ind, hvis ikke der er nogen grund til det, siger Michael Kristensen.

Video: TV 2 Fyn

Det er dog en adfærd, ambulanceredderne ofte ser.

- Det, jeg har sværest ved at videreføre til mine elever, er, at de ikke skal gå i panik. Man er lidt bange for det, indtil man har prøvet det første gang. Hvis man ikke har været heldig at prøve det til en køretime, er det svært at vide, hvordan man skal gøre det rigtigt, fortæller Mohamad Saada.

Ved du altid, hvordan du skal forholde sig, når de blå blink nærmer sig? Test dine egne evner i vores quiz.