Jevgenij Prigozjin

Jevgenij Prigozjin er født og opvokset i Leningrad (det nuværende Sankt Petersborg). Som ung blev han involveret i bandekriminalitet og blev i 1981 idømt 12 års fængsel for blandt andet væbnet røveri og overfald. Efter 9 år i fængsel blev han løsladt i 1990.

Op gennem de kaotiske 1990’ere, som fulgte i kølvandet på Sovjetunionens opløsning i 1991, opbyggede Prigozjin en formue ved hjælp af lige dele økonomisk tæft og entreprenørskab og gode politiske og kriminelle forbindelser. Med forskellige samarbejdspartnere udviklede han nogen af de første supermarkedskæder og kasinoer i Sankt Petersborg – noget, som under sovjettidens planøkonomi havde været strengt forbudt. Senere kastede han sig over restaurationsbranchen og etablerede de første ekstravagante gourmetrestauranter i byen.

Det var sandsynligvis også i denne periode, at han udviklede et nært forhold til den senere præsident Vladimir Putin. På det tidspunkt arbejdede Putin for borgmesterkontoret i Sankt Petersborg under Anatolij Sobtjak. Det er veldokumenteret, at Putin i denne periode spillede en vigtig rolle som brobygger mellem byens politiske ledelse og lyssky og direkte kriminelle mafialignende grupperinger.

Da Putin blev præsident i år 2000, knyttede han og Prigozjin et stadigt tættere makkerskab og sågar venskab. Putin spiste ofte på Prigozjins restauranter, og flere gange har også prominente udenlandske statsledere som Jacques Chirac og George W. Bush deltaget. Det var i disse år, Prigozjin tildrog sig øgenavnet ”Putins kok.”

I løbet af 2000’erne videreudviklede Prigozjin sit forretningsimperium til også at inkludere cateringvirksomheder. Hjulpet godt på vej af sine tætte forbindelser til præsidenten vandt hans virksomheder adskillige statslige udbud og leverede hen over de næste årtier mad til russiske skoler, statslige institutioner og fra 2012 også den russiske hær. Prigozjins formue voksede støt som en direkte konsekvens af de mange milliardkontrakter, han indgik med den russiske stat.

I løbet af 2010’erne forvandlede Prigozjin sig gradvist fra hovedrig oligark til en aktiv politisk aktør med speciale i mere fordækte aspekter af Putins udenrigspolitiske aktiviteter.

Blandt andet udviklede han i tæt samarbejde med den russiske efterretningstjeneste det såkaldte ”Agentur for Internetforskning”, også kendt som ”Troldene fra Olgino” eller ”Kremls troldefabrikker”. Agenturet havde til formål at påvirke almindelige borgeres holdninger i eksempelvis Ukraine og Vesten til forskellige emner af vigtighed for Ruslands udenrigs- og indenrigspolitiske målsætninger. Agenturet etablerede tusindvis af falske profiler på store sociale medier, diskussionsfora, videoplatforme og på nyhedsmediers kommentarsider og forsøgte herigennem systematisk at sprede Kreml-venlig propaganda og misinformation.

Mest bemærkelsesværdig var aktionen i forbindelse med det amerikanske præsidentvalg i 2016, hvor agenturet iværksatte en større russisk kampagne målrettet mod at påvirke valgets resultat. Som led i denne kampagne søgte agenturet systematisk at sprede positive historier om den republikanske kandidat Donald Trump, miskreditere demokraternes kandidat Hillary Clinton og generelt puste til polariseringen i den amerikanske vælgerbefolkning. Ifølge den såkaldte Mueller-rapport fra det amerikanske forbundspoliti FBI (opkaldt efter sagens særlige anklager, Robert Mueller, 1944-2026) blev millioner af amerikanske vælgere eksponeret for Prigozjins internettrolde i perioden omkring valget.

I samme periode finansierede og styrede Prigozjin også det private militære selskab PMC Wagner, eller Wagnergruppen, som selskabet oftest kaldes på dansk. Wagnergruppen blev etableret i 2014 og var aktiv i forbindelse med Ruslands annektering af den ukrainske halvø Krim samt de efterfølgende væbnede oprør i Østukraine, som blev foranlediget af og støttet af Rusland. Officielt portrætteredes Wagnergruppen som en privat hær af lejesoldater, hvis eksistens og handlinger Kreml ikke havde noget med at gøre. Men i realiteten blev Wagnergruppen til i tæt samarbejde med den russiske militære efterretningstjeneste GRU.

I årene efter var Wagnergruppen også aktiv i borgerkrigen i Syrien og senere også i konflikter i lande som Libyen, Mali, Niger, Chad, Burkina Faso, Mozambique, Sudan og Den Centralafrikanske Republik. Her tjente Wagnergruppen enten som supplement til andre, mere etablerede, russiske styrker (som i Syrien), eller de involveredes på egen hånd i konflikter og kontekster, hvor Rusland kunne nyde godt af at pleje sine økonomiske og sikkerhedspolitiske interesser samtidig med, at Kreml belejligt kunne benægte, at gruppen reelt arbejdede for den russiske stat. Dette skete eksempelvis i den Centralafrikanske Republik, hvor man sikrede sig adgang til diamantminer og etablerede et nært sikkerhedspolitisk samarbejde med den siddende præsident Faustin-Archange Touadéra (f. 1957).

Også i forbindelse med disse operationer brugte Prigozjin sit ”Agentur for Internetforskning” samt det netværk af traditionelle medier og sociale medier, som han også etablerede i løbet af 2010’erne. Herigennem udbredte han russiske propagandabudskaber og spredte misinformation om vestlige magter generelt og den tidligere kolonimagt Frankrig i særdeleshed.

Da Putin i februar 2022 besluttede sig for at angribe nabolandet Ukraine, blev det også startskuddet til en ny rolle for Prigozjin. Han gik således fra at være en relativt ukendt, om end indflydelsesrig, aktør i russisk politik, til at blive en prominent og ganske populær figur med potentiale til at true den russiske præsidents magt.

Som følge af manglende fremgang på slagmarken og store tabstal i krigens første halvår, valgte den russiske ledelse at supplere de konventionelle styrker med forskellige grupperinger af lejesoldater. Wagnergruppen blev således indsat primært i Østukraine og Prigozjin fik tildelt anseelige militære og finansielle ressourcer. Ydermere fik han frie hænder til at sikre yderligere rekruttering af soldater. I løbet af sommeren 2022, begyndte Prigozjin og andre af Wagnergruppens topledere at besøge russiske fængsler, hvor de ganske åbent hvervede indsatte til krigen i Ukraine. Uanset om fangerne sad inde for mord, voldtægt eller røveri, lovede Prigozjin dem deres frihed mod indlemmelse i hans stadigt mere berygtede, og særdeles voldelige, hær. Mens Wagnergruppen i slutningen af 2010’erne blot bestod af nogle få tusinder specialtrænede soldater, havde Prigozjin i slutningen af 2022 kommandoen over op mod 50.000 lejesoldater, hvoraf langt de fleste var tidligere fængselsindsatte.

Wagnergruppen spillede en afgørende rolle i slaget om byen Bakhmut i Donetsk-regionen i Østukraine i perioden fra oktober 2022 til foråret 2023. Byen blev kendt som ”kødhakkeren” på grund af de titusindvis af Wagner-soldater, som mistede livet i kamphandlingerne i forsøget på at sikre Putin et militært gennembrud inden etårsdagen for invasionen. Men ukrainerne holdt stand, og det lykkedes først Prigozjin at overtage den sønderbombede by i maj 2023.

Som en direkte følge af de langstrakte kamphandlinger blev Prigozjin mere og mere eksponeret ikke blot i medier i vesten men også internt i Rusland. I videorapportager fra frontlinjen, udsendt via sociale medier, tonede han igen og igen frem i militæruniform og talte dunder mod det russiske forsvarsministeriums og den russiske hærs inkompetence og korruption. Han satte ord på alle de frustrationer med krigens gang, som de officielle medier i Rusland, der var underlagt streng censur, bevidst søgte at skjule. I særdeleshed kritiserede han igen og igen forsvarsminister Sergej Sjojgu (f. 1955) og den øverstbefalende for invasionen i Ukraine, general Valerij Gerasimov (f. 1955), og enkelte gange gik han endda så vidt som til at gøre grin med og åbent kritisere præsident Putin.

Konflikten mellem Prigozjin og den russiske ledelse spidsede mere og mere til. Forsvarsministeriet nægtede Prigozjin leverancer af ammunition og våben, og Putin – som Prigozjin ellers tidligere havde haft privilegeret adgang til – vendte ham gradvis ryggen. Det var lykkedes for Prigozjin at portrættere sig selv som en handlekraftig og sand patriot, som personligt kæmpede for at genrejse Rusland. Og med sin erobring af Bakhmut i maj 2023 viste han, at han og hans hær kunne levere de resultater på slagmarken, som det traditionelle militær ikke formåede at sikre. Men hermed havde han også forbrudt sig mod den uskrevne regel i Putins Rusland om, at ingen må kritisere og overstråle den siddende præsident. Prigozjin havde udviklet sig fra at være en af Putins nære allierede til nu at udgøre den største trussel mod hans magtposition.

Den 23-24. juni 2023 nåede konflikten sit klimaks. Efter forsvarsminister Sjojgu bekendtgjorde, at Wagnerhæren skulle indrulleres i de konventionelle russiske styrker, begav Prigozjin sig med omkring 20,000 af sine soldater fra Østukraine mod det sydlige Ruslands militære hovedkvarter i Rostov ved Don. Til stor overraskelse for alle blev millionbyen hurtigt underlagt Prigozjins kontrol. Umiddelbart herefter satte Prigozjin kursen nordpå mod Moskva. På vejen underlagde Prigozjin sig den ene storby efter den anden uden nævneværdig modstand fra det russiske militær.

I Moskva holdt Putin imens en tale på nationalt tv, hvori han kaldte Prigozjin en ”forræder” og truede ham og hans soldater med retsforfølgelse. Men da hverken befolkningen, det russiske militær eller de mange indflydelsesrige eliter i Putins inderkreds offentligt tilkendegav støtte til præsidenten, fortsatte Prigozjin ufortrødent sin march mod hovedstaden. Først da Wagnerhæren var omkring 200 kilometer fra Moskva, blev oprøret afblæst. Det lykkedes en række af Putins nærmeste medarbejdere at overbevise Prigozjin om at standse oprøret, mod at han fik frit lejde og i hvert fald midlertidigt skulle forflytte sin hær til nabolandet Hviderusland (Belarus).

Prigozjins march mod Moskva var en skelsættende begivenhed, men der er fortsat meget, vi ikke ved om både motivet for oprøret og begivenhedernes gang. Det står således stadig uklart, hvorvidt der var tale om et delvist mytteri mod hærledelsen eller et decideret kupforsøg mod præsident Putin. Det er også fortsat uklart, hvorfor Prigozjin vendte om og indgik en aftale til trods for, at Wagnerhæren fortsat ikke havde mødt substantiel modstand på sin færd mod Moskva. En årsag kunne være, at Prigozjin havde håbet, at flere i militæret og hos eliterne omkring Putin ville have støttet oprøret og Prigozjins sag offentligt. Det synes således sandsynligt, at Prigozjin ikke selv troede, at han ville kunne indtage Moskva uden yderligere militær og politisk støtte, og at han derfor opgav sit forehavende i forsøget på at redde sit eget og sine soldaters liv.

Uanset årsagerne står Prigozjins væbnede oprør tilbage som det største anslag mod Putins autoritet gennem hans 23 år ved magten i Rusland.

Efter oprøret forflyttede Wagnerhæren i første omgang til Hviderusland, hvorefter den gradvis over de kommende måneder blev kraftigt decimeret. Prigozjin selv holdt lav profil, men viste sig alligevel offentligt enkelte gange både i Rusland og på det afrikanske kontinent. Prigozjin blev ikke retsforfulgt, men de statskontrollerede medier i Rusland forsøgte konsekvent at miskreditere Prigozjins person i tiden efter oprøret.

Den 23. august 2023 – nøjagtig to måneder efter oprørets påbegyndelse – styrtede et privatfly registreret i Prigozjins navn ned i Tver-regionen mellem Moskva og Sankt Petersborg. Ombord var hele Wagnergruppens øverste ledelse inklusive Prigozjin selv, og alle passagererne omkom. Hvad der præcist skete, er stadig uklart. Men én plausibel forklaring er, at der var blevet placeret en bombe ombord på flyet, som detonerede under flyvningen. Hvem der forårsagede flystyrtet, er også fortsat uvist. Mange iagttagere påpegede dog, at præsident Putin havde et stærkt motiv til at straffe Prigozjin for oprøret i juni måned.

Prigozjin blev efterfølgende hyldet som martyr særligt blandt mere nationalistisk-patriotiske grupperinger i Rusland. Efter ordre fra de russiske myndigheder blev Prigozjin begravet i al hemmelighed på Porokhovskoje-kirkegården i sin hjemby Sankt Petersborg. Wagnergruppens fremtid er for nuværende (januar 2024) uafklaret.

• Vladimir Putin
• oligark
• Ruslands historie efter 1991
• Ukraines historie