Faktaboks

Officielt navn
Việt Nam (Den socialistiske Republik Vietnam)
Dansk navn
Vietnam
Styreform
Socialistisk republik, ledet af kommunistpartiet
Hovedstad
Hanoi
Indbyggertal
99,1 millioner (2023)
Areal
331 km²
Indbyggere pr. km²
299 (2023)
Officielt/officielle sprog
Vietnamesisk. Derudover tales en række sprog blandt etniske mindretal, bl.a. Tay, Cham, Monkmer og kinesisk.
Religion
Primært en religion, der er en blanding af konfucianismen, buddhismen og daoismen. Der skønnes at være 6% kristne, særligt i den sydlige del af Vietnam.
Nationaldag
Den 2. september markerer dagen i 1945, hvor præsident Ho Chi Minh oplæste uafhængighedserklæringen.
Statsoverhoved
Fungerende præsident er Vo Thi Anh Xuan, der blev udnævnt den 21. marts 2024
Statsminister
Premierminister Pham Minh Chinh (siden 5. april 2021)
Møntfod
Vietnamesisk dong
Valutakode
VND
Nationalsang
Tiến quân ca ('de marcherende troppers sang')
BNP pr. indb.
24.983 kr. (2022)
Flag
.

Vietnam er en socialistisk republik i Sydøstasien, der ledes af Vietnams kommunistiske parti. Viet er en betegnelse for befolkningen og nam betyder syd. Viet nam betyder "Viet-folket der lever i syd" (syd for Kina).

Vietnam var en fransk koloni fra 1887 til 1954, og efter Vietnamkrigen, der sluttede i 1975, var landet blandt de fattigste lande i verden. De seneste 30 år har Vietnam haft en økonomisk vækst på mere end 6% om året og løftet mange millioner af vietnamesere ud af fattigdom. I dag er Vietnam et af de mest dynamiske lande i Sydøstasien og et yndet turistland også for danske turister.

Vietnams hovedstad er Hanoi, og det er her, regeringen og parlamentet holder til. Den største by er Ho Chi Minh City, der er Vietnams økonomiske centrum.

Vietnam har historisk og kulturelt været under stor indflydelse fra Kina, og relationen til naboen er stadig vigtig for Vietnams udvikling. Vietnams kommunistparti har tætte relationer til Kinas kommunistparti, og Kina er Vietnams største samhandelspartner og en af de største investorer. Vietnam fastholder imidlertid en alliancefri udenrigspolitik og plejer gode relationer med USA og mange asiatiske og EU-lande, herunder Danmark.

Vietnams historie

Vietnams historie strækker sig 20.000 år tilbage og præges af en rig kulturel arv samt en kompleks politisk udvikling. Det nuværende Vietnam var i flere årtusinder under kinesisk dominans og opstod først omkring år 900 som et særskilt kongerige i det nordlige Vietnam. Senere udvidede det sig mod syd og kom til at omfatte området ned til Mekong-deltaet.

Vietnam havde i perioden fra 1802 til 1945 en kejser, men var fra 1887 til 1954 under fransk kolonistyre, hvor Vietnam sammen med Laos og Cambodja udgjorde Fransk Indokina. Efter befrielseskrigen mod franskmændene i 1946-1954 blev landet delt i et socialistisk Nordvietnam med Hanoi som hovedstad, støttet af Kina og Sovjetunionen, og et USA-støttet Sydvietnam med Saigon som hovedstad.

I 1964 indledte USA et direkte militært engagement mod Nordvietnam, Vietnamkrigen, der først sluttede i 1975, da Nordvietnamesiske styrker og FNL indtog Saigon. I 1976 blev landet genforenet under navnet Den Socialistiske Republik Vietnam. Siden har Vietnam været en étpartistat under ledelse af det kommunistiske parti.

Vietnams klima og geografi

Risproduktion i det nordlige Vietnam
Risproduktion i det nordlige Vietnam
Af .

Vietnam grænser op til Kina mod nord, Laos mod nordvest og Cambodja mod sydvest. Landet er ca. 2000 km langt fra nord til syd, men bredden varierer fra 48 km på det smalleste sted til næsten 600 km i landets nordlige del. Vietnam har en varieret geografi, der omfatter bjerge, sletter og kystområder, men op mod 70% af landet udgøres af bjerge og bakker. Særligt landets vestlige del er bjergrigt, og størsteparten af befolkningen bor i den østlige del omkring floddeltaerne i storbyerne Hanoi, Ho Chi Minh City og Da Nang.

Vietnams klima varierer mellem nord og syd. I nord er der fire årstider med relativt kølige vintre og varme somre. I den centrale del af landet er der mere konstante temperaturer året rundt, mens det sydlige Vietnam, herunder Ho Chi Minh City, har et tropisk klima med høj varme og luftfugtighed året rundt.

Monsunen spiller en afgørende rolle i Vietnams klima. Sommermonsunen bringer regnfulde måneder fra maj til oktober, mens vintermonsunen fra november til april bringer tørre og mere køligere forhold. Den centrale region oplever ofte betydelige oversvømmelser under monsunen.

Samfundsforhold og økonomi

Hanoi i 2012
Hovedstaden Hanoi, hvor regeringen og parlamentet holder til, har ca. 5,2 millioner indbyggere (2023).
Af .

Vietnams forfatning er fra 1992 og understreger kommunistpartiets ledende rolle i opbygningen og udviklingen af landet. Kommunistpartiet er det eneste tilladte parti, og generalsekretæren for partiet, Nguyen Phu Trong, er Vietnams egentlige leder. Præsidenten og parlamentet gennemfører grundlæggende de beslutninger, partiet træffer.

Vietnam begyndte i 1986 at liberalisere sin økonomi gennem en række reformer, Doi Moi. Siden er økonomien blevet omdannet fra en planøkonomi med en stor statslig sektor til en socialistisk orienteret markedsøkonomi med en voksende privat sektor. Vietnam har indgået frihandelsaftaler med mange lande, hvilket har bidraget til, at de udenlandske investeringer er steget voldsomt. Mange udenlandske virksomheder har investeret i produktion af eksempelvis tekstiler, tøj, fodtøj og møbler, men også inden for mobiltelefoner, cement og fødevarer.

De vigtigste importvarer er maskiner og udstyr, stålprodukter, råmaterialer til beklædningsindustrien, elektronik og biler. Mere end end 1/3 af Vietnams import er fra Kina.

Vietnam er blandt verdens største eksportører af ris, kaffe og cashewnødder og den tredjestørste eksportør i verden af fisk og skaldyr. USA er Vietnams største eksportmarked.

Kina, USA, EU, Japan og Sydkorea er Vietnams vigtigste handelspartnere.

Kultur og uddannelse

Vietnams kultur er dybt rodfæstet i historie og traditioner, der strækker sig årtusinder tilbage. Den traditionelle musik er inspireret af Kina og Indien, men de seneste 20 år er vestligt inspireret musik også slået igennem.

Vietnamesisk teater er kendetegnet ved folketeater, klassisk asiatisk teaterkunst og et delvist europæisk præget taleteater. Vietnamesisk film har i mange år været stærkt præget af de krige, landet har gennemløbet, men de senere år har mange producenter frigjort sig fra de statsstøttede propagandafilm. Vietnamesisk lakarbejde er verdenskendt, ligesom vietnamesisk keramik er blevet meget anerkendt.

Vietnamesisk kultur præges stadig af de begrænsninger censuren sætter for dets virke. Nye tiltag skal godkendes af myndighederne, og der er ikke pressefrihed.

Vietnam har de seneste årtier investeret meget i uddannelse og har på få årtier løftet millioner af vietnamesere ud af analfabetisme. De senere år er uddannelsesinstitutioner fra Australien, USA og Europa begyndt at udbyde undervisning i Vietnam.

Der er ikke fuld religionsfrihed i Vietnam og mere end 80% af befolkningen tilhører ingen organiseret religion, men mange praktiserer en blanding af konfucianisme, buddhisme og daoisme. 6% af befolkningen er katolikker, og op mod 5% er buddhister. Derudover findes en række mindre religioner.

Sprog

Vietnams officielle sprog er vietnamesisk, som tales af omkring 90 % af befolkningen. Flere af de etniske minoriteter taler deres eget sprog, bl.a. muong, khmer og kinesisk.

Danmark og Vietnam

Helle Thorning-Schmidt besøgte som den første danske Statsminister Vietnam i 2012.
Helle Thorning-Schmidt besøgte som den første danske Statsminister Vietnam i 2012.
Af .

Danmark og det daværende Nordvietnam etablerede diplomatiske forbindelser den 25. november 1971, og Danmark bidrog til genopbygningen efter krigen. Danmark tog også imod mere end 10.000 bådflygtninge fra Vietnam.

Danmark har spillet en særlig rolle i Vietnams nyere udvikling. Vietnam var prioritetsland for dansk udviklingssamarbejde i perioden fra 1993 til 2015 og bidrog til at hjælpe titusinder af vietnamesiske familier ud af fattigdom. Danmark var i den periode blandt de største bilaterale donorer i landet, hvilket banede vejen for, at Danmark som det eneste nordiske land i 2013 fik en partnerskabsaftale med Vietnam. Partnerskabsaftalen har været en løftestang for et omfattende kommercielt samarbejde, hvor Danmark, i forhold til landets størrelse, er et af de lande, der har flest virksomheder i Vietnam.

Vietnam er i dag et af de mest populære turistlande for danskere i Asien, og særligt det vietnamesiske køkken er populært blandt mange danskere.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig