Det Britiske Imperium i 1920. Imperiet nåede sin største udstrækning med erhvervelsen af mandatområder ved fredsslutningen efter 1. Verdenskrig. Afviklingen af imperiet begyndte kort tid efter, bl.a. med Egyptens selvstændighed i 1922.

Det Britiske Imperium er de kolonier og områder, der var under Storbritanniens herredømme fra midten af 1500-tallet og frem til den gradvise afvikling af imperiet efter 2. Verdenskrig.

Det Britiske Imperium var større end nogen anden europæisk imperiedannelse og omfattede i 1920 cirka en fjerdedel af jordklodens landmasse og befolkning. Inden for imperiet kunne man skelne mellem bosættelseskolonier, dvs. territorier, hvor udvandrende briter slog sig ned med forskellige grader af selvstyre, og kronkolonier, administreret direkte af den britiske stat. Imperiet har haft stor betydning såvel for Storbritanniens magt- og handelsposition i verden som for landets kulturelle og nationale selvforståelse.

Ekspansionisme og etablering af kolonier

Inden for De Britiske Øer begyndte indlemmelsen af områder med Wales i 1536, med erobringen af Irland, afsluttet i begyndelsen af 1600-tallet, samt unionen med Skotland i 1707. Den oversøiske ekspansion begyndte i anden halvdel af 1500-tallet med udforskningen af Nordamerikas østkyst og Det Caribiske Hav i vest og Afrikas vestkyst og ruten til Indien i øst. I deres søgen efter en nordlig rute til Kina fandt englænderne i 1561 vej til Hvidehavet og dermed til handel med Rusland og via Volga vej helt til Persien.

Englænderne var således handelsmæssigt engageret i flere dele af verden, da den første permanente engelske koloni, Virginia, blev grundlagt med byen Jamestown i 1607. I løbet af 1600-tallet etableredes de øvrige engelske kolonier på Nordamerikas østkyst og på De Vestindiske Øer. Et dominerende motiv for oprettelsen af de nordlige kolonier var ønsket om at undslippe den religiøse intolerance, som herskede i England. Længere mod syd, hvor kolonierne ofte blev oprettet af handelskompagnier, var drivkraften derimod ønsket om økonomisk vinding, hvilket efterhånden blev realiseret ved plantagedyrkning af tobak, der senere blev erstattet af bomuld og for De Vestindiske Øers vedkommende af sukker.

Plantagedriften forudsatte store mængder af arbejdskraft, og kontraktarbejdere fra England og Irland slog ikke længere til. Den oprindelige befolkning, som ved europæernes ekspansion efterhånden mistede deres land og også ofte deres liv, hverken kunne eller ville udføre det hårde arbejde. Det blev derfor i løbet af 1600-tallet i stigende grad udført af slaver, som under frygtelige forhold var importeret fra Vestafrika og snart kom til at danne grundlaget for Sydens og De Vestindiske Øers velstand. Både slaver og vestindisk sukker udviklede sig i løbet af 1700-tallet til nogle af de mest betydningsfulde handelsvarer i imperiet. Dermed blev de vigtige indtægtskilder i Storbritanniens merkantilistiske økonomiske politik.

Storbritannien havde i 1713 efter sejren i Den Spanske Arvefølgekrig erhvervet Gibraltar, og dermed opnåede briterne kontrol over indsejlingen til Middelhavet. Denne position blev yderligere forstærket i 1763, da Frankrig blev besejret i Syvårskrigen. Frankrig måtte herefter bl.a. afstå sine besiddelser i det nordlige Amerika og i området øst for Mississippi. De britiske besiddelser i Amerika blev imidlertid formindsket ved de 13 oprindelige koloniers løsrivelse i 1783 og dannelsen af USA. Tabet af de 13 kolonier rystede Storbritannien og skabte stærke reaktioner i politiske kredse, men det fik ingen umiddelbare konsekvenser for de øvrige besiddelser. Britisk Nordamerika (senere Canada) forblev den største enkeltbesiddelse i imperiet.

I Indien fortsatte ekspansionen. Det britiske ostindiske kompagni, East India Company, grundlagt i 1600, benyttede sig af interne indiske magtkampe til at sikre sig fodfæste flere steder, især omkring Bombay (nu Mumbai), Calcutta (nu Kolkata) og Madras (nu Chennai). Fra slutningen af 1700-tallet havde kompagniet ret til at indsamle skatter inden for store dele af de indiske stater, og i første halvdel af 1800-tallet konsolideredes denne magtposition, indtil East India Company reelt beherskede hele Indien. Områdets store potentiale som kilde til råvarer og som marked for den voksende britiske industriproduktion gjorde, at Indien var og forblev imperiets vigtigste besiddelse. Andre kolonier af denne type blev oprettet i Asien, således Ceylon (nu Sri Lanka) 1802 og Singapore 1867 og i Afrika, fx Sierra Leone 1808 og Guldkysten 1874.

Bosættelseskolonierne fortsatte med at vokse efter tabet af de første amerikanske kolonier. Ud over Britisk Nordamerika opstod i 1788 den første australske straffekoloni, New South Wales, i 1814 den første sydafrikanske koloni, Kapprovinsen, i 1829 Swan River-kolonien i Vestaustralien, i 1837 Sydaustralien, i 1840 New Zealand og i 1843 Natal i det sydlige Afrika. Disse kolonier, som mange briter udvandrede til, havde mange ting tilfælles; bl.a. betød koloniseringen, at oprindelige befolkningsgrupper mistede deres jord og dermed deres livsgrundlag i takt med kolonisternes fremtrængen, hvilket ofte resulterede i blodige kampe.

Fælles for mange af disse kolonier var også, at de med Britisk Nordamerika i spidsen opnåede selvstyre fra midten af 1800-tallet som manifestation af deres særlige forhold til Storbritannien. Det var også et udtryk for britisk holdning til koloniriget i første halvdel af 1800-tallet, som lagde vægt på udvidelse af markedsmulighederne i overensstemmelse med den herskende frihandelspolitik i højere grad end på forøgelse af territoriale og administrative forpligtelser. Dette lå ligeledes bag forsøg på at styrke britiske interesser uden for imperiet, især i Latinamerika og Kina, det såkaldte uformelle imperium, som kom til at spille en stor rolle senere i århundredet.

Det Britiske Imperiums storhedstid

I slutningen af 1800-tallet skete der en betydelig ændring i den tilbageholdende politik og dermed en tilsvarende stor udvidelse af imperiet. De europæiske lande flokkedes især om at erhverve kolonier i Afrika, og i løbet af 1880'erne og 1890'erne blev bl.a. Egypten, Sudan, Britisk Somaliland, Britisk Østafrika, Nord- og Sydrhodesia og Bechuanaland indlemmet i imperiet. Det var i mange tilfælde nydannede handelskompagnier, som førte ekspansionen ud i livet, og områderne blev ofte protektorater, som Storbritannien havde stor indflydelse på, men få forpligtelser over for. I Stillehavet var der også betydelig aktivitet, og herved blev bl.a. Fiji, Salomonøerne og Tonga britiske.

Årsagerne til den mere udtalt imperialistiske holdning både blandt politikere og i befolkningen er stærkt omdiskuterede. Den tiltagende konkurrence fra andre industrinationer, fx USA og Tyskland, som skabte toldmure omkring deres egne markeder, fik mange briter til at mene, at det var vigtigt at udvide Storbritanniens markeds- og investeringsmuligheder. Desuden gav ønsket om at beskytte allerede eksisterende kolonier (især Indien) og ruterne dertil strategiske grunde til ekspansionen. Endelig var det en udbredt britisk opfattelse, at Storbritannien havde en mission, nemlig at civilisere de efter briternes mening tilbagestående nationer. Denne mission skulle opfyldes ved at overføre britisk administrativ praksis, "lov og orden", kristendom samt vestlig kultur i øvrigt til de pågældende folk.

1. Verdenskrig medførte yderligere udvidelse af imperiet i form af mandater i Mellemøsten og Østafrika, administreret på Folkenes Forbunds vegne. Bosættelseskoloniernes store indsats i krigen blev tilgodeset ved, at også nogle af disse fik mandater (Sydafrika over Tysk Sydvestafrika, Australien over Papua og New Zealand over Tysk Samoa).

Afvikling af kolonierne

I begyndelsen af 1920'erne nåede imperiet således sin største udstrækning, men på det tidspunkt var ændringer allerede på vej. Britisk verdensdominans udfordredes i stigende grad dels af de øvrige vestlige lande, dels af nationalistiske bevægelser i kolonierne. Irlands status havde længe været et kontroversielt emne og førte i 1914 til vedtagelse af en lov om hjemmestyre, som pga. krigsudbruddet først blev ført ud i livet i 1921, da Irland fik status som "dominion" på linje med bosættelseskolonierne.

Egypten blev selvstændig i 1922, og samtidig eskalerede nationalismen i Indien med Gandhis kampagner og konsolideringen af Nationalkongressen. Trods britiske forsøg på at dæmme op for uroen var modstanden så stor, at Indien kort tid efter 2. Verdenskrig, i 1947, fik sin selvstændighed, samtidig med at det hovedsagelig muslimske Øst- og Vestpakistan blev skilt fra som selvstændig nation. Forbindelsen til imperiet blev dog bevaret ved medlemskabet af The Commonwealth of Nations, Det Britiske Statssamfund.

Dette forbund begyndte som en eksklusiv klub for Storbritannien og bosættelseskolonierne, selvom disse koloniers parlamentariske uafhængighed af moderlandet blev defineret ved Imperiekonferencen i 1926 og formelt anerkendt og stadfæstet i Westminsterstatutten i 1931. Senere kom Commonwealth til at fungere som en sammenslutning af alle de tidligere kolonier og Storbritannien på lige fod, og sammenslutningen skulle bevare og samtidig omdefinere forholdet mellem medlemmerne samt lette overgangsperioden for Storbritannien.

Fra slutningen af 1940'erne accelererede uafhængighedskravet i alle dele af imperiet, hjulpet af Storbritanniens svækkelse efter 2. Verdenskrig. I de følgende årtier fik de fleste af kolonierne i Asien, Afrika, Vestindien og Stillehavet deres selvstændighed. I mange tilfælde foregik overgangen uden konflikt, om end med betydelige omstillingsvanskeligheder. I andre tilfælde, som fx i Palæstina og Rhodesia, var processen væsentlig mere kompliceret. En stor del af de nye nationer har bevaret forbindelsen med Storbritannien gennem medlemskabet af Commonwealth, selvom også nogle medlemmer har forladt forbundet.

I 1997 overtog Kina suveræniteten over Hongkong, den sidste del af imperiet med et større befolkningstal (6,3 mio.). Hongkong fik status af en særlig administrativ region i Kina, som garanterede, at områdets økonomiske system bliver bevaret i mindst 50 år fremover. Herefter har det største territorielle problem været Gibraltars status. Den britiske regering forhandlede i 2002 med Spanien om delt suverænitet over området. Gibraltars indbyggere ønskede imidlertid at bevare tilknytningen til Storbritannien. Enkelte administrerede territorier står tilbage med en omstridt status; fx kæmpede Storbritannien mod Argentina i Falklandskrigen fra april til juni 1982 om retten til øgruppen i Sydatlanten.

For Storbritannien selv har opløsningen af imperiet og dermed en relativ økonomisk tilbagegang gjort, at landet ikke længere betragtes som en verdensmagt og i stigende grad handelsmæssigt og politisk er orienteret mod resten af Europa, især som følge af medlemskabet af EF i 1973. Den lange periode som kolonimagt har dog haft og vil fortsat have stor følelsesmæssig, kulturel og intellektuel indflydelse på den britiske befolkning; en påvirkning, der blev forstærket af den betydelige immigration fra kolonierne til Storbritannien efter 2. Verdenskrig.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig